Om mig

Jeg har mit værksted, i forbindelse med min private bolig, i Hejsager sydøst for Haderslev i Sønderjylland. Jeg har i mange år arbejdet socialfagligt, og haft maleriet som min hobby. Efterhånden som efterspørgslen på mine malerier voksede, tog jeg i efteråret 2020 springet og blev fuldtidskunstner. 

Materialet er akryl på lærred. Jeg arbejder i mange lag, og jeg er tilfreds når mine malerier er kraftfulde, fyldt med fede strøg, masser af detaljer og finurligheder.

Jeg bor i nærheden af havet, i tæt kontakt med vind og vejr. Det er mit ønske, at det ses og mærkes helt umiddelbart i mine malerier. Jeg er meget optaget af lyset, og den måde det påvirker farverne i naturen. Hvordan farverne skifter alt efter hvordan lyset falder. Hele dette farvespil og de skiftende nuancer, vil jeg bringe ind i maleriet. Det er, for mig, med til at gøre værket levende og fortælle historier.

Det er et bevidst valg, at mine værker ikke har titler, du skal søge din egen titel eller oplevelse i maleriet. Måske er det farverne der drager, måske er det en helt bestemt detalje, måske er det kompositionen; under alle omstændigheder søger jeg med min naturfortolkning at give dig din egen.

Farverne

Havets farver, strandens, himlens, de utrolig mange farver naturen har; alt dette inspirerer mig. Den lyseblå himmel, det varme gule sollys, de grønne nuancer i græsset og havet, de grålig-beige toner i sten og sand, de røde farver i bær og blomster…

Naturen giver alt og betyder alt. Den giver indre ro og tilbyder uendelig mange sansninger og oplevelser, og et uendeligt antal farver, af hvilke rigtig mange er at finde i mit billedunivers.

En af mine yndlingsbeskæftigelser, ud over at male selvfølgelig, er at sidde ved stranden og kigge ud over havet. Det mest fascinerende er, at udsynet og indtrykkene er så forskellige fra dag til dag, ja endda fra time til time.

Årstidernes skiften er det smukkeste syn af farvespil, som lader tankerne og ideerne flyde frit. Og netop dette: At lade tankerne flyde frit er essentielt når jeg tager indtrykkene fra gåturene langs vandet ind og lagrer billeder, dufte, farver og former, nærmest som minder i sjælen, som så dukker op igen når jeg maler.

Original kunst i din virksomhed.

  • Inspirerende og god energi til medarbejderne
  • Fremstå moderne og innovativ.
  • Vis engagement i kulturlivet.
  • Prioriter kunsten

Hvis købesummen er under kr. 32.000,-  pr. kunstværk, kan din virksomhed trække hele beløbet fra i skat, det år hvor kunstværket er købt. Kontakt mig for at høre mere om dine muligheder.